Billeder har altid haft en central rolle i menneskets kommunikation. Fra hulemalerier til fotografi og film. Med internettets fremkomst og udviklingen af Web 2.0 har billeder fået en endnu mere betydningsfuld plads i vores online verden.
Web 2.0, med sin fokus på brugergenereret indhold, interaktivitet og deling, har skabt et utal af platforme, hvor billeder spiller en afgørende rolle. Tænk på sociale medier som Instagram og Facebook, hvor billeder er den primære måde at kommunikere og dele oplevelser på.
På hjemmesider, særligt inden for e-handel, spiller billeder en afgørende for at præsentere produkter på en attraktiv og informativ måde. Faktisk kan billederne på din hjemmeside enten understøtte din forretning og digitale markedsføring eller skade den, afhængigt af deres kvalitet og relevans.
Derfor er det vigtigt, at du arbejder med dine billeder i form af billedoptimering.
Hvad er billedoptimering?
Billedoptimering er processen med at forbedre billeders ydeevne. At optimere billeder kan forbedre din hjemmesides hastighed, brugeroplevelse og SEO. Herudover kan brugen af optimerede billeder bidrage til en mere professionel fremtoning online.
Hvordan påvirker billeder din hjemmeside og forretning?
Billeder er en vigtig del af enhver hjemmeside. De kan fange brugernes opmærksomhed, formidle budskaber og skabe en visuelt tiltalende oplevelse. Men billeder kan også have en negativ indflydelse på din hjemmesides ydeevne, hvis de ikke er optimeret korrekt.
Hastighed og SEO
Store billedfiler kan forsinke/forlænge indlæsningstiden for din hjemmeside markant. Hver gang en bruger besøger din side, skal deres browser oftest downloade alle billederne. Jo større billederne er, jo længere tid tager det at indlæse siden.
Dette kan føre til:
- Højere afvisningsprocent: Utålmodige brugere forlader din hjemmeside, hvis den tager for lang tid at indlæse. Faktisk viser research fra Google, at blot 3 sekunder kan være nok til det.
- Dårligere SEO: Søgemaskiner som Google straffer hjemmesider med langsom indlæsningstid. Det kan resultere i lavere placeringer i søgeresultaterne = mindre organisk trafik og salg.
- Nedsat konverteringsrate: Langsomme hjemmesider kan frustrere potentielle kunder og forhindre dem i at gennemføre køb eller andre handlinger.
Brugeroplevelsen
Udover hastighed og SEO kan billeder også påvirke brugeroplevelsen på andre måder:
- Mobilvenlighed: Store billeder kan være problematiske på mobile enheder med begrænset skærmplads og dataforbrug.
- Tilgængelighed: Billeder uden korrekt ALT-tekst kan være utilgængelige for personer med synshandicap. Se også afsnittet om WCAG (Web Content Accessibility Guidelines) længere nede.
- Æstetik: Billeder af lav kvalitet eller billeder, der ikke passer til hjemmesidens design kan skabe en dårlig visuel oplevelse.
Forretning
Billeder af lav kvalitet kan også skade din online forretning markant. Når potentielle kunder besøger din hjemmeside, danner de sig et førstehåndsindtryk baseret på det visuelle indhold. Hvis billederne er uskarpe, grynede eller uprofessionelle kan det føre til et jordskælv af problemer.
Der kan være tale om alt fra:
- Mindsket tillid: Kunder forbinder ofte billedkvalitet med virksomhedens professionalitet og troværdighed. Dårlige billeder kan give indtryk af en useriøs forretning.
- Lavere engagement: Uattraktive billeder fanger typisk ikke besøgenes opmærksomhed og kan resultere i, at de hurtigt forlader din hjemmeside.
- Nedsat konverteringsrate: Produktbilleder af lav kvalitet giver ikke kunderne et klart indtryk af produktet og kan afskrække dem fra at foretage et køb.
- Svagere brandidentitet: Inkonsistente eller uprofessionelle billeder kan skade dit brands image og gøre det vanskeligt at skille sig ud fra konkurrenterne.
- Manglende originalitet: Brug af generiske stock fotos kan virke for nogle upersonligt og skabe distance til kunderne. Originale billeder, der viser dine produkter i brug eller afspejler din virksomheds brand, kan derimod øge engagementet og konverteringsraten.
Teknisk optimering
Når du bruger billeder på din hjemmeside, er det vigtigt at optimere dem til webbrug. Teknisk optimering handler om at sikre, at dine billeder indlæses hurtigt, vises korrekt på alle enheder og bidrager overordnet til en god brugeroplevelse.
Der findes mange måder at optimere dine billeder på for at forbedre brugeroplevelsen. Vi har samlet nogle af de mest gængse områder, du kan fokusere på:
Filstørrelse
Store billedfiler kan forlænge indlæsningstiden for din hjemmeside og dets indhold. Jo længere tid det tager for en side at indlæse, jo større er risikoen for, at besøgende forlader den.
Derfor er det vigtigt at reducere filstørrelsen på dine billeder mest muligt. Selvfølgelig uden at gå på kompromis med kvaliteten. Komprimerede billeder indlæses hurtigere, hvilket forbedrer brugeroplevelsen, din hjemmesides hastighed og SEO.
Dette kan gøres ved hjælp af forskellige komprimeringsmetoder og -værktøjer.
Filformater
At bruge rigtige formater afgørende for at optimere billedstørrelse og kvalitet. Mange billeder i forkerte formater kan føre til større filstørrelser og dårligere billedkvalitet.
De mest almindelige og anbefalede filformater til web er:
- JPEG: Velegnet til fotografier og billeder med mange farver. JPEG tilbyder en god balance mellem filstørrelse og billedkvalitet.
- PNG: Bedst til grafik, logoer og billeder med skarpe kanter og gennemsigtighed. PNG-filer er ofte større end JPEG-filer.
- WebP: Et moderne filformat udviklet af Google. Det tilbyder både god komprimering og høj billedkvalitet. WebP-filer er generelt mindre end både JPEG og PNG, men understøttes ikke af alle browsere.
Billeddimensioner
Når vi taler om billeddimensioner, mener vi bredden og højden på billedet målt i pixels. Det er afgørende at skalere dine billeder til den korrekte størrelse, før du uploader dem til din hjemmeside. Større dimensioner øger filstørrelsen og dermed indlæsningstiden.
Sådan finder du den optimale billedstørrelse:
- Tjek hvor billedet skal bruges: Skal det være et stort bannerbillede, et lille produktbillede eller en del af et blogindlæg? Størrelsen på det område, hvor billedet skal vises, bestemmer den optimale billedstørrelse.
- Undersøg billedområdet: Brug din browsers udvikler-værktøjer (ofte tilgængeligt ved at højreklikke på billedet og vælge “Undersøg”) til at se den præcise bredde og højde på det område, hvor billedet skal vises.
- Tilpas billedets dimensioner: Brug et billedredigeringsprogram (f.eks. Photoshop, GIMP eller online værktøjer som Canva) til at skalere billedet til de korrekte dimensioner.
Responsiv design
Sørg for, at dine billeder vises korrekt på alle enheder. Det inkluderer smartphones og tablets. Dette kan gøres ved hjælp af responsivt webdesign og teknikker som srcset-attributten, der giver mulighed for at levere forskellige billedstørrelser afhængigt af brugerens enhed.
Mange CMS-systemer tilbyder designkartoteker med responsive designs, der automatisk tilpasser sig forskellige skærmstørrelser. Alternativt bør du kontakte en udvikler, hvis du bruger en anden løsning.
On-page optimering af billeder
On-page eller SEO billedoptimering handler om at optimere de elementer på din hjemmeside, der er direkte relateret til dine billeder. Dette hjælper søgemaskiner som Google med at forstå, hvad dine billeder viser. Men også hvordan de er relevante for dit indhold.
Filnavne
Brug beskrivende filnavne, der afspejler billedets indhold. Inkludér relevante søgeord, der er relateret til din hjemmeside og dit indhold.
- Eksempel: I stedet for at bruge et generisk filnavn som “image001.jpg“, så brug et beskrivende filnavn som “gul-cykel.jpg“.
ALT-tekst
ALT-tekst (alternativ tekst) er en kort beskrivelse af billedet, der vises, hvis billedet ikke kan indlæses. Når det kommer til webtilgængelighed, er ALT-tekster er vigtige, da de læses op af skærmlæsere for personer med nedsat syn.
Sørg for at skrive beskrivende ALT-tekst til alle billeder på din hjemmeside. Inkludér relevante beskrivelser og søgeord, men undgå keyword stuffing (overdreven brug af søgeord).
- Eksempel: <img src=”roed-cykel.jpg” alt=”Rød cykel med kurv parkeret foran en cafe”>
Billedtekster
Billedtekster er korte tekster, der vises under billedet. De giver ekstra kontekst og information, der hjælper brugerne med at forstå billedets betydning og relevans i forhold til det omgivende indhold.
Avanceret optimering af billeder
Når du har styr på den grundlæggende optimering, såsom at reducere størrelsen på dine billedfiler og vise billedet i det korrekte format for at bevare billedkvaliteten. Så kan du forbedre din hjemmesides hastighed og ydeevne yderligere ved at dykke ned i mere avancerede teknikker.
Disse teknikker fokuserer ofte på at optimere dine billeder yderligere, forbedre billedkvaliteten og finjustere billedstørrelsen. Derved opnår din hjemmeside en endnu bedre ydeevne, der samtidig øger chancerne for bedre placeringer i søgeresultaterne i Google.
Lazy loading
Lazy loading er en teknik, der forsinker indlæsningen af billeder, indtil de er synlige på skærmen. Dette betyder, at browseren kun indlæser de billeder, som brugeren umiddelbart kan se. Det kan reducere den primære indlæsningstid for siden.
Det kan anbefales, at du implementerer lazy loading på sider med mange billeder, f.eks. produktsider eller blogindlæg med gallerier.
Caching
Caching gemmer billeder i browserens cache (en midlertidig lagerplads). Det gør, at de ikke skal downloades igen, når brugeren besøger samme side eller andre sider med de samme billeder. Dette reducerer indlæsningstiderne betydeligt, især for tilbagevendende besøgende.
CDN (Content Delivery Network)
En CDN er et netværk af servere, der er placeret rundt omkring i verden. Når en bruger besøger din hjemmeside, leveres billederne fra den server, der er tættest på brugerens placering. Dette mindsker afstanden, dataene skal rejse, og dermed også indlæsningstiden.
Implementering af teknikkerne
Implementering af lazy loading, caching og CDN kan kræve teknisk viden eller hjælp fra en webudvikler.
- Lazy loading: Kan implementeres ved hjælp af HTML-attributter eller JavaScript-biblioteker.
- Caching: Kan konfigureres på din webserver eller ved hjælp af plugins.
- CDN: Kan implementeres ved at tilmelde sig en CDN-udbyder.
WCAG (Web Content Accessibility Guidelines)
For at sikre at dine billeder er tilgængelige for alle, er det vigtigt at følge WCAG (Web Content Accessibility Guidelines), et sæt retningslinjer for webtilgængelighed. Ved at optimere dine billeder i overensstemmelse med WCAG kan du sikre, at alle brugere, uanset deres evner, kan opfatte og forstå billederne på din hjemmeside.
I den anledning giver WCAG konkrete anbefalinger til, hvordan du kan optimere dine billeder for at forbedre tilgængeligheden. Nogle af disse inkluderer.
- Alternativ tekst (ALT-tekst): WCAG kræver, at alle billeder har en alternativ tekst, der beskriver billedets indhold for personer, der ikke kan se det. Denne tekst læses op af skærmlæsere, der bruges af blinde og svagtseende.
- Billedtekster: Billedtekster kan give yderligere kontekst og information til billeder, hvilket kan være nyttigt for personer med kognitive handicap.
- Farvekontrast: Hvis billedet indeholder tekst, skal der være tilstrækkelig farvekontrast mellem teksten og baggrunden. Derved kan personer med nedsat syn læse den.
- Dekorative billeder: Rent dekorative billeder, der ikke indeholder vigtig information, skal markeres som sådan i koden, så de ignoreres af skærmlæsere.
WCAG og billedoptimering er tæt forbundne. Ved at optimere dine billeder med fokus på tilgængelighed, skaber du en mere inkluderende brugeroplevelse for alle.
💡 Husk også, at det i flere lande er et lovkrav, at hjemmesider overholder WCAG-standarderne.
Værktøjer til optimering af billeder
Store billeder kan have en negativ indvirkning på din hjemmesides hastighed og brugeroplevelse. Heldigvis findes der et væld af værktøjer, der kan hjælpe dig med at optimere dine billeder. Disse værktøjer gør det nemt at reducere størrelsen på dine store billeder. Det kan resulterer i hurtigere indlæsningstider og en generelt bedre brugeroplevelse.
Nogle værktøjer giver dig endda mulighed for at forbedre eller optimere nye billeder, før du uploader dem til din hjemmeside.
Her er en oversigt over nogle af de mest populære, opdelt efter kategori:
Gratis værktøjer
- Til at komprimere billeder:
- TinyPNG: Effektiv komprimering af PNG- og JPEG-filer.
- PicResize: Online værktøj til at ændre størrelse, komprimere og redigere billeder.
- Optimizilla: Avanceret komprimering med mulighed for at justere kvalitetsniveauet.
- Redigering af billeder:
- GIMP: Gratis og open source billedredigeringsprogram med mange funktioner.
- Hastighedstest:
- PageSpeed Insights: Googles eget værktøj til at analysere hjemmesiders hastighed og ydeevne.
Betalte værktøjer
- Til at komprimere billeder:
- ShortPixel: Effektiv komprimering med forskellige komprimeringsniveauer og understøttelse af WebP.
- Redigering af billeder:
- Adobe Photoshop: Professionelt billedredigeringsprogram med avancerede funktioner.
- WordPress plugins:
- Imagify: Brugervenligt plugin til billedkomprimering og optimering.
Freemium værktøjer
- Hastighedstest:
- Pingdom Tools: Detaljeret hastighedsanalyse med forslag til forbedringer.
- GTmetrix: Ydeevneanalyse med fokus på både hastighed og teknisk SEO.
- Til redigering af billeder:
- Canva: Online designværktøj med funktioner til billedredigering og -optimering.
Værktøjer til ALT-tekster:
- Ahrefs ALT text generator: Gratis værktøj, der genererer ALT-tekst baseret på billedets indhold.
- ALTtext.AI: Freemium værktøj, der bruger AI til at generere beskrivende ALT-tekster.
Avancerede værktøjer:
- WP Rocket: WordPress plugin med avancerede caching- og optimeringsfunktioner, herunder lazy loading.
- Cloudflare: CDN og sikkerhedsudbyder med caching-funktioner og optimering.
Optimér billeder for at øge chancerne for konvertering
Billedoptimering handler ikke kun om teknik og hastighed. Det handler i lige så høj grad om at bruge billeder strategisk til at nå dine forretningsmål. Når målet er at øge konverteringer, f.eks. salg i en webshop eller tilmeldinger til et nyhedsbrev, kan det give mening at optimere dine billeder.
- Vis produktet i brug: Giv kunderne en idé om, hvordan produktet fungerer og ser ud i en realistisk kontekst.
- Fremhæv detaljer: Brug close-ups til at vise produktets kvalitet og unikke egenskaber.
- Skab følelser: Vælg billeder, der fremkalder positive associationer og forbinder kunderne til dit brand.
- Fortæl en historie: Brug billeder til at illustrere produktets eller virksomhedens historie og værdier.
- A/B test: Eksperimentér med forskellige billeder for at finde ud af, hvad der fungerer bedst.
- Optimér til platformen: Tilpas billeder til forskellige platforme (hjemmeside, sociale medier osv.).
- Brug unikke billeder: Skab originalt indhold og undgå generiske stock fotos for at skille dig ud.
Husk: At optimere billeder er en investering i din forretning. Strategisk brug af billeder kan øge salg og brand awareness.
Mere end bare fylde
Billedoptimering er en kompleks disciplin, der kræver både teknisk viden og kreativitet. Det handler ikke kun om at gøre billederne mindre eller få dem til at indlæse hurtigere. Men også om at bruge dem strategisk til at nå dine mål.
Som Jef I. Richards så præcist udtrykker det:
“Creative without strategy is called ‘art.’ Creative with strategy is called ‘advertising.”
Dette citat opsummerer perfekt essensen af billedoptimering i en digital verden. Billeder er et kraftfuldt værktøj til at kommunikere, engagere og konvertere. Men for at opnå maksimal effekt skal kreativitet kombineres med strategi med det rette tekniske fundament.
