Noindex

Noindex er en meta-robots-tag eller HTTP-header-anvisning, som bruges til at fortælle søgemaskiner som Google, Bing og andre, at en bestemt side ikke skal indekseres og dermed ikke vises i søgeresultaterne. Ved at anvende noindex kan du effektivt styre, hvilke sider på dit website der skal vises i søgemaskineresultaterne, og hvilke der skal udelades. Disse vil dog stadig blive vist på dit website.

Hvad betyder Noindex, og hvordan virker det?

Når en søgemaskine crawler en side med en noindex-tag i koden, vil den stadig crawle siden og følge dens links, men den vil ikke inkludere den pågældende side i sit indeks. Dette er nyttigt for sider, der er tilgængelige for brugerne, men ikke nødvendigvis relevante for søgemaskiner, eller som du af andre årsager ikke ønsker skal rangere i søgeresultaterne.

Noindex kan tilføjes til en side ved hjælp af meta-tags i HTML-dokumentet eller via HTTP-headers.

Meta-tag implementering

<meta name=”robots” content=”noindex”>

HTTP-header implementering

X-Robots-Tag: noindex

Hvornår skal du bruge Noindex?

Der er flere situationer, hvor det kan være en fordel at bruge noindex på en side. Her er nogle af de mest almindelige:

Sider med lav SEO-værdi

Sider, der ikke bidrager til din SEO-strategi, eller som ikke er vigtige for brugerne at finde via søgemaskiner, kan markeres med noindex. Eksempler inkluderer:

Takkesider: Efter en konvertering, f.eks. en udfyldt formular eller et afsluttet køb, ledes brugeren ofte til en takkeside. Disse sider har typisk lav SEO-værdi, og der er ingen grund til, at de bliver vist i søgeresultaterne (disse kan også indeholde personfølsomme oplysninger).

Login-sider: Sider, hvor brugerne skal logge ind for at få adgang til indhold, bør ikke vises i søgeresultaterne, da de ikke giver værdi til brugerne i søgemaskinerne (disse kan også indeholde personfølsomme oplysninger).

Interne søgesider: Mange websites har en intern søgefunktion. Resultatsider fra disse søgninger har normalt ikke nogen unik eller SEO-relevant information og bør derfor undgå at blive indekseret.

Duplikeret indhold

Dupliceret indhold kan skade din SEO-strategi, da søgemaskiner kan have svært ved at bestemme, hvilken version af en side der skal vises i søgeresultaterne. I nogle tilfælde kan det være en god idé at bruge noindex til at forhindre visse sider i at blive indekseret, når de har duplikeret indhold.

Det kan nemlig godt give mening at have sider med samme indhold for brugerne.

Eksempler kan inkludere:

Filtrerings- og sorteringssider: Webshops, der har sider baseret på forskellige filtre og sorteringsmuligheder, kan skabe mange forskellige URL’er med stort set det samme indhold. Ved at bruge noindex på disse sider kan du undgå, at søgemaskiner indekserer dem som separate sider.

Printervenlige versioner af sider: Nogle websites har printervenlige versioner af deres sider, som i praksis indeholder det samme indhold som hovedsiden. Disse sider bør markeres med noindex for at undgå indekseringsproblemer og duplikeret indhold.

Private eller sider med personfølsomme oplysninger

Nogle sider indeholder information, der ikke bør være tilgængelig via søgemaskiner, enten fordi det er følsomme oplsyninger om brugere, eller fordi det kun er relevant for en begrænset målgruppe. Noindex er her et effektivt værktøj til at holde sådanne sider ude af Googles indeks.

Eksempler kunne være:

Intern dokumentation eller FAQ-sider, som kun er relevante for en bestemt brugergruppe.

Kundeserviceportaler eller intranet, hvor adgangen er begrænset til autoriserede brugere.

Test- og udviklingssider

Sider, der bruges til at teste nyt design eller indhold, bør ikke vises i søgeresultaterne. Disse sider kan også markeres med noindex, indtil de er klar til lancering. Dette sikrer I undgår duplikeret indhold samt brugerne ikke ser det nye design før det er klart og online.

Forholdet mellem Noindex og Nofollow

Ud over noindex-tagget findes der også nofollow, som bruges til at forhindre søgemaskiner i at følge links på en side. Når du bruger noindex alene, vil søgemaskiner stadig crawle og følge links på siden, men de vil ikke indeksere selve siden. Hvis du vil forhindre både indeksering og crawling af links på siden, kan du kombinere noindex og nofollow som følger:

<meta name=”robots” content=”noindex, nofollow”>

Denne kombination forhindrer både indeksering af siden og crawleren i at følge eventuelle links på siden.

Hvordan tjekker du, om en side er Noindex?

For at verificere, om en side har noindex, kan du bruge flere metoder:

Google Search Console

Google Search Console giver dig mulighed for at se, hvilke sider Google har indekseret, og du kan også bruge værktøjet “Inspect URL” for at kontrollere, om en side er markeret med noindex. Dette kan give værdifuld indsigt i, hvordan Google crawler og behandler dine sider.

Tjek kildekoden

Hvis du vil tjekke en specifik sides noindex-status, kan du kigge i HTML-koden for meta-tagget. Gå til siden, højreklik og vælg “Vis sidekilde” (eller lignende afhængigt af browser), og søg efter følgende tag:

<meta name=”robots” content=”noindex”>

Brug af SEO-værktøjer

Der findes en række SEO-værktøjer som bl.a. Screaming Frog SEO Spider og Ahrefs, der kan crawle dit website og vise, hvilke sider der har noindex-tagget. Disse værktøjer kan også hjælpe med at identificere utilsigtet brug af noindex.

Noindex er et vigtigt værktøj inden for SEO, der giver dig mulighed for at kontrollere, hvilke sider Google og andre søgemaskiner indekserer. Ved at bruge noindex korrekt kan du forhindre irrelevante eller skadelige sider i at dukke op i søgeresultaterne, samtidig med at du sikrer, at de sider, der skal rangere, får den nødvendige opmærksomhed fra Google.

Hos Click in tilbyder vi SEO rådgivning om teknisk SEO, herunder hvordan du bedst implementerer noindex for at optimere dit websites synlighed i søgemaskinerne.

Picture of Martin Sølberg

Martin Sølberg

Adm. direktør & Digital konsulent
Tags
What do you think?

Se vores andre artikler