Bag mange hjemmesider ligger et værktøj, der gør arbejdet med indhold langt nemmere og mere overskueligt. Det gælder uanset om du arbejder med en lille hjemmeside eller en stor digital platform.
Ét af de værktøjer kaldes CMS.
Hvad er et CMS?
Et CMS (Content Management System) er et system, der gør det nemt at oprette, redigere, organisere og publicere digitalt indhold på fx hjemmesider. Det er uden, at du behøver at kunne programmere. Eksempler på populære CMS’er er WordPress, Joomla og Drupal.
Hvorfor er et CMS vigtigt?
Et CMS er vigtigt, fordi det gør det nemt og effektivt at administrere digitalt indhold uden behov for at kunne kode. Med et CMS-system kan du hurtigt opdatere din hjemmesides indhold og design.
Herudover gør et CMS det lettere at:
- Publicere indhold hurtigt: Redaktionelle teams kan selv stå for opdateringer uden behov for udviklere.
- Optimere til SEO: Mange CMS’er tilbyder værktøjer til bl.a. at arbejde med metadata, sitemaps og struktureret data mm.
- Skabe konsistens: Designskabeloner sikrer en ensartet visuel identitet på tværs af både sider og sektioner.
- Integrere tredjepartsløsninger: Gør det nemt at koble CMS’et sammen med f.eks. CRM-systemer, marketing automation eller e-commerce-platforme.
- Skalere løsningen: Et CMS kan vokse i takt med virksomhedens behov og trafikvolumen.
Valget af CMS har betydning for både brugeroplevelsen, de interne arbejdsprocesser og de tekniske muligheder for at arbejde effektivt med online markedsføring.
Typer af CMS
Der findes mange forskellige CMS’er på markedet, hver med deres styrker, svagheder og specialområder. Derfor kan det være en god ide at kende de forskellige typer og deres egenskaber, før du træffer en endelig beslutning.
Overordnet kan de opdeles i følgende kategorier:
Open Source CMS
Disse CMS’er er kendetegnet ved at være frit tilgængelige. Open Source CMS’er giver stor fleksibilitet og mulighed for tilpasning, da kildekoden er åben for alle. Det betyder også, at der typisk er nogle store fællesskaber bag, som hjælper med at vedligeholde og videreudvikle CMS’et. Eksempler her kan være plugins, designs og integrationer.
Nogle eksempler på Open Source CMS’er er bl.a.:
- WordPress: Er en af verdens mest udbredte CMS. Den er kendt for sin fleksibilitet, store plugin-økosystem og brugervenlighed. Velegnet til alt fra små blogs til store virksomhedssider.
- Drupal: Et mere teknisk krævende CMS, men fleksibelt og skalerbart. Det bruges ofte til mere komplekse hjemmesider med avanceret funktionalitet.
- Joomla: Populært valg til mellemstore projekter, der kræver balancen mellem brugervenlighed og funktionalitet.
Open Source-løsninger giver generelt en del frihed, men kræver typisk mere teknisk vedligeholdelse og flere sikkerhedsopdateringer.
Proprietary CMS
Dette er kommercielle platforme, der ejes af virksomheder og tilbydes som licensbaserede løsninger. De tilbyder ofte professionel support, regelmæssige opdateringer og avancerede funktioner. Alt sammen noget, som kan være særligt attraktive for større virksomheder eller brugere med specifikke krav.
Valget af en kommerciel løsning kan dog indebære højere omkostninger sammenlignet med open source-alternativer.
Eksempler på proprietary CMS er bl.a.:
- Sitecore: En enterprise-løsning med flere muligheder inden for personalisering, marketing automation og omnichannel-oplevelser.
- Adobe Experience Manager (AEM): Kraftfuldt enterprise CMS med fokus på digital oplevelsesstyring og integration til øvrige Adobe-produkter.
- Umbraco Cloud: En Microsoft-baseret CMS, der er kendt for at være fleksibilitet og med cloud-hosting som standard.
Fordelen ved proprietære CMS’er er ofte den support, stabilitet og avancerede funktioner man får. På den anden side kan en stor ulempe være de høje licensomkostninger, som ofte følger med. Dette kan gøre dem til en mindre attraktiv løsning for mindre virksomheder eller dem med stramt budgetter.
Headless CMS
En nyere udvikling inden for CMS-landskabet er headless-arkitekturen. Her adskilles backend (content management) fra frontend (visning), hvilket giver større fleksibilitet.
Denne tilgang gør det muligt at levere indhold på tværs af forskellige kanaler og enheder, som apps, hjemmesider og digitale displays. Det er uden at være bundet til ét bestemt design eller teknologisk setup. Det gør headless CMS særligt attraktivt for dem med komplekse digitale behov.
Nogle eksempler på headless CMS-systemer er:
- Contentful: En populær platform, der leverer indhold via API’er, hvilket gør det nemt at genbruge indhold på tværs af hjemmesider, apps og andre digitale kanaler. Velegnet til virksomheder med behov for fleksibel indholdsdistribution.
• Strapi: Et open source headless CMS, der giver stor frihed til at tilpasse backend og API’er. Ofte valgt af udviklere, der ønsker fuld kontrol over data og integrationer.
• Sanity.io: Kendt for sin realtidsredigering og stærke API-muligheder. God til projekter, hvor indhold skal kunne håndteres hurtigt og distribueres til mange platforme samtidig.
Headless CMS kan være særligt attraktivt for dem, der vil skabe omnichannel-oplevelser og hurtigere loadtider. En ulempe ved headless CMS er, at det ofte kræver mere teknisk viden og udviklingsarbejde, fordi du selv skal bygge frontend-løsningen og integrere indholdet via API’er.
CMS og SEO
Et godt CMS er en vigtig brik i SEO-arbejdet, da det påvirker både tekniske og indholdsmæssige aspekter af en hjemmeside. Valget af CMS kan have stor betydning for, hvor nemt det er at optimere sider, teknisk SEO mv.
Derudover spiller det en rolle i, hvor fleksibelt du kan arbejde med struktur, interne links og brugeroplevelse. Alt sammen faktorer, der påvirker din synlighed i søgemaskinerne.
Funktioner, der understøtter SEO, inkluderer:
- Mulighed for at redigere metadata (title tags, meta descriptions)
- Oprettelse af brugervenlige URL-strukturer
- Generering af XML-sitemaps
- Understøttelse af schema markup
- Håndtering af redirects (301, 302)
- Hastighedsoptimering og caching
Valg af CMS bør derfor ske med SEO for øje, særligt hvis ambitionen er at komme øverst på Google. Du kan læse mere om SEO strategi for at se, hvad det indebærer.
Hvordan vælger man det rette CMS?
Valget af CMS bør altid tage udgangspunkt i dine behov, ressourcer og digitale strategi. Det handler ikke kun om funktioner her og nu, men også om at vælge en løsning, der kan understøtte vækst og fremtidige digitale ambitioner.
Derfor er det vigtigt at analysere både tekniske krav, interne kompetencer og de mål, du har til din online tilstedeværelse.
Overvej blandt andet:
- Budget og licensomkostninger
- Brugervenlighed for redaktører
- Skalerbarhed
- Muligheder for integration til eksisterende systemer
- SEO-venlighed
- Fremtidige digitale ambitioner (fx headless eller multichannel)
Det rette CMS kan ikke kun understøtte dine forretningsmål, men også effektivisere arbejdsprocesser og sikre en konkurrencedygtig digital tilstedeværelse.