Omdirigering

Omdirigering, også kaldet redirect, er en teknisk proces, hvor en besøgende, der forsøger at tilgå en bestemt URL, automatisk sendes videre til en anden URL. Omdirigeringer er en vigtig del af webudvikling og SEO, da de hjælper med at sikre, at brugerne og søgemaskinerne lander på de rigtige sider, selv når indholdet flyttes eller ændres. Der findes flere typer omdirigeringer, der hver har forskellige anvendelser, og det er afgørende at vælge den rigtige type omdirigering for at undgå negative SEO-effekter.

Hvad er en omdirigering?

En omdirigering er et teknisk setup, der sørger for, at en URL, som en bruger eller en søgemaskine crawler (eller andre crawlere) forsøger at tilgå, peger på en anden side. Dette kan ske, hvis en side er blevet flyttet, slettet, eller hvis du ønsker at sende trafik til en opdateret version af en side. Det anbefales dog altid at rette URL’en, da dette kan påvirke dit crawlbudget.

Almindelige scenarier for omdirigeringer: 

  • En side er blevet permanent flyttet til en ny URL.
  • Indholdet på en side er blevet slettet, men der er en relevant erstatning (eller forsiden)
  • Ændring af domænenavn eller omstrukturering af URL-strukturen på en hjemmeside.
  • Du ønsker at fjerne duplikerede sider med samme indhold og samle trafikken ét sted.

Typer af omdirigeringer

Der er flere typer omdirigeringer, der hver har deres specifikke formål og funktion. Valget af omdirigeringstype afhænger af, om ændringen er permanent eller midlertidig, og hvordan du ønsker, at søgemaskinerne skal håndtere omdirigeringen.

301 omdirigering

En 301-omdirigering er en permanent omdirigering, der fortæller både søgemaskiner og brugere, at en side er blevet flyttet til en ny adresse, og at den gamle URL ikke længere er relevant og ikke som udgangspunkt bliver genskabt.

Fordele ved 301-omdirigering:

  • SEO-fordel: Størstedelen af SEO-værdien (linkværdi eller “link juice”) overføres fra den gamle URL til den nye. Det betyder, at hvis den gamle URL havde stærke links, vil disse værdier også gavne den nye side, der bliver omdirigeret til.
  • Brugervenlighed: Brugere bliver automatisk omdirigeret til den nye side uden at få en 404-fejlmeddelelse (side ikke fundet). Dette vil øge brugervenligheden blandt dine besøgende. Du kan læse mere om CRO her.

301-omdirigeringer bruges, når du permanent fjerner eller flytter indhold, som f.eks. ved ændring af domænenavn, eller når du omstrukturerer din URL-struktur.

I de fleste tilfælde skal du bruge denne type omdirigering.

302 omdirigering

En 302-omdirigering bruges, når omdirigeringen kun er midlertidig, og du planlægger at genindføre den oprindelige URL på et senere tidspunkt. Denne type omdirigering fortæller søgemaskiner, at den gamle side stadig er relevant, og de bør ikke opdatere deres indeksering til den nye URL permanent.

Fordele ved 302-omdirigering:

  • Bevarer den oprindelige side i søgeresultaterne: Da det er en midlertidig løsning, forbliver den oprindelige URL indekseret, hvilket betyder, at søgemaskiner ikke overfører SEO-værdien til den nye URL.
  • Fleksibilitet: Det er en god løsning, hvis du f.eks. har en midlertidig kampagneside eller laver vedligeholdelse på en eksisterende side.

307 Omdirigering

En 307-omdirigering er den HTTP 1.1-version af en midlertidig omdirigering. Den bruges, når du vil sikre, at søgemaskinerne og browsere forstår, at omdirigeringen er midlertidig, men at metoden for anmodningen (f.eks. GET eller POST) ikke ændres. Ligesom 302 overføres der ikke SEO-værdi ved en 307-omdirigering.

Denne omdirigering bruges meget sjældent.

Meta Refresh

En meta refresh omdirigering er en metode, der udføres på sideniveau i stedet for serverniveau. Denne omdirigering sker typisk efter et par sekunder og vises ofte med en besked som “Hvis du ikke omdirigeres, klik her”. Det bruges sjældent, da det er mindre SEO-venligt og ikke overfører værdi fra links på samme måde som 301.

JavaScript

JavaScript-omdirigeringer udføres ved hjælp af JavaScript-kode, som omdirigerer brugeren til en anden side. Denne type omdirigering er også mindre SEO-venlig, da søgemaskiner ikke altid vil følge JavaScript-kode korrekt, hvilket kan føre til indekseringsproblemer. Det anbefales normalt at undgå JavaScript-omdirigeringer, medmindre der er en specifik grund til det grundet din opsætning på siden eller CMS system.

Hvordan implementeres omdirigeringer?

Omdirigeringer kan implementeres på flere måder afhængigt af den platform, du bruger til at administrere din hjemmeside og CMS system.

Gennem .htaccess-filen (Apache-servere)

Hvis din hjemmeside kører på en Apache-server, kan du tilføje omdirigeringer ved hjælp af .htaccess-filen. Dette er en effektiv og direkte metode, der giver dig fuld kontrol over, hvordan dine URL’er håndteres.

Eksempel på en 301-omdirigering i .htaccess:

Redirect 301 /gammel-side.html https://ditdomæne.dk/ny-side.html

 

Brug af CMS-værktøjer (WordPress, Joomla, etc.)

Mange CMS-platforme som WordPress har plugins, der gør det let at implementere omdirigeringer uden at skulle ændre filerne manuelt. Populære plugins som Redirection eller Yoast SEO tillader dig at oprette og administrere 301- og 302-omdirigeringer direkte fra backend. Dette er oftest den nemmeste tid.

 

Server-side omdirigeringer (Nginx, IIS)

Hvis din hjemmeside kører på en Nginx- eller IIS-server, skal omdirigeringerne implementeres via serverkonfigurationen. For Nginx kan du bruge rewrite-direktivet til at opsætte omdirigeringer.

rewrite ^/gammel-side/?$ https://ditdomæne.dk/ny-side permanent;

 

Omdirigering og SEO

Korrekt implementerede omdirigeringer er afgørende for at beskytte din hjemmesides SEO, især når du ændrer URL-struktur eller flytter indhold. Forkerte eller manglende omdirigeringer kan resultere i 404-fejl/døde links, hvilket kan påvirke brugeroplevelsen og påvirke dine placeringer i søgemaskinerne negativt.

Sådan beskytter omdirigeringer din SEO-strategi:

  • Bevarer linkværdi: En 301-omdirigering overfører størstedelen af linkværdien fra den gamle URL til den nye, hvilket sikrer, at dine placeringer i søgemaskinerne ikke falder.
  • Forhindrer duplikeret indhold: Omdirigeringer kan hjælpe med at sikre, at søgemaskinerne ikke ser flere versioner af den samme side som duplikeret indhold.
  • Sikrer korrekt indeksering: Når du implementerer 301-omdirigeringer, hjælper du søgemaskinerne med at finde og indeksere den korrekte side.

Typiske fejl med omdirigeringer

Selvom omdirigeringer er vigtige, kan forkert implementerede omdirigeringer hæmme din sides placeringer i Google og de andre søgemaskiner. Her er nogle af de mest almindelige fejl:

  • Omdirigeringskæder: Når flere omdirigeringer peger på hinanden (f.eks. URL A → URL B → URL C), kan det resultere i længere indlæsningstider og crawl-problemer. Dette bør undgås ved at pege den oprindelige URL direkte til den endelige destination.
  • Forkert brug af 302 i stedet for 301: Hvis du bruger en 302-omdirigering, hvor der burde have været en 301, mister du SEO-værdien, da søgemaskinerne vil behandle den oprindelige side som relevant.

Hos Click in har vi stor erfaring med at håndtere omdirigeringer som en del af vores SEO løsninger og webudvikling. Vi sikrer, at dine omdirigeringer er korrekt opsat, så du ikke mister værdifuld trafik eller placeringer i søgeresultaterne. Uanset om du flytter indhold, skifter domæne eller optimerer din URL-struktur, hjælper vi med at beskytte din hjemmeside og opretholde en sund SEO-strategi.

Du kan læse mere om, hvordan du laver en succesfuld SEO-migrering af en hjemmeside her.

Martin Sølberg

Martin Sølberg

Adm. direktør & Digital konsulent
Tags
What do you think?

Se vores andre artikler